Udvikling af solenergi i verden
Solenergi bruges som en kilde til både elektrisk og termisk energi. Det er miljøvenligt, og der genereres ingen skadelige emissioner under ombygningen. Denne relativt nye måde at producere elektricitet på udviklede sig hurtigt i midten af 2000'erne, da EU-landene begyndte at implementere politikker for at reducere afhængigheden af kulbrinter til elproduktion. Et andet mål var at reducere udledningen af drivhusgasser. I løbet af disse år begyndte omkostningerne ved fremstilling af solpaneler at falde, og deres effektivitet begyndte at stige.
De mest gunstige med hensyn til længden af dagslystimer og strømmen af sollys hele året er tropiske og subtropiske klimazoner. På tempererede breddegrader er sommersæsonen den mest gunstige, og hvad angår ækvatorialzonen, er skyet midt på dagen en negativ faktor for det.
Konvertering af solenergi til elektricitet kan udføres gennem en mellemliggende termisk proces eller direkte — gennem solcelleomformere… Fotovoltaiske stationer leverer elektricitet direkte til nettet eller tjener som en autonom strømkilde for brugeren. Solvarmeanlæg bruges hovedsageligt til at opnå termisk energi ved at opvarme forskellige varmebærere, såsom vand og luft.
Fra 2011 producerede alle solkraftværker i verden 61,2 milliarder kilowatt-timer elektricitet, svarende til 0,28 % af verdens samlede elproduktion. Denne mængde kan sammenlignes med halvdelen af elproduktionen i vandkraftværker i Rusland. Det meste af verdens solcellekapacitet er koncentreret i et lille antal lande: I 2012 havde 7 førende lande 80 % af den samlede kapacitet. Industrien udvikler sig hurtigst i Europa, hvor 68 % af verdens installerede kapacitet er koncentreret. På førstepladsen er Tyskland, som (i 2012) står for omkring 33 % af den globale kapacitet, efterfulgt af Italien, Spanien og Frankrig.
I 2012 udgjorde den installerede kapacitet af solcelleanlæg på verdensplan 100,1 GW, hvilket er mindre end 2 % af den samlede globale elindustri. I perioden fra 2007 til 2012 steg denne mængde 10 gange.
I Kina, USA og Japan blev der installeret en solenergikapacitet på 7-10 GW. I de sidste par år har solenergien udviklet sig særligt hurtigt i Kina, hvor den samlede kapacitet af solcelleanlæg i landet er steget 10 gange på 2 år — fra 0,8 GW i 2010 til 8,3 GW i 2012. Nu står Japan og Kina for 50 % af det globale solcellemarked. Kinas hensigt er at få 35 GW elektricitet fra solcelleanlæg i 2015.Det skyldes den stadigt stigende efterspørgsel efter energi, samt behovet for at kæmpe for et renere miljø, der lider under afbrænding af fossile brændstoffer.
Japans samlede solkraftværkskapacitet vil nå op på 100 GW i 2030, ifølge prognoser fra Japan Photovoltaic Association.
På mellemlang sigt planlægger Indien at øge kapaciteten af solcelleanlæg med 10 gange, det vil sige fra 2 GW til 20 GW. Prisen på solenergi i Indien har allerede nået niveauet på $100 per 1 megawatt, hvilket kan sammenlignes med den energi, der opnås i landet fra importeret kul eller gas.
Kun 30 procent af Afrika syd for Sahara har adgang til energikilde… Autonome solcelleanlæg og mikronet er ved at blive udviklet dér. Afrika, som en region med en stærk mineindustri, forventer således at få et alternativ til dieselkraftværker, samt en pålidelig backupkilde til upålidelige elnet.
I Rusland er perioden med dannelse af solenergi nu i gang. Den første solcellestation med en kapacitet på 100 kW, der ligger på Belgorod-regionens territorium, blev lanceret i 2010. Solcelle polykrystallinske paneler til den blev købt på det metalkeramiske anlæg i Ryazan. I Altai-republikken begyndte opførelsen af et 5MW solkraftværk i 2014. Andre mulige projekter i dette område overvejes, herunder i Primorsky Krai og Stavropol Krai, samt i Chelyabinsk-regionen.
Med hensyn til termisk solenergi, ifølge 21st Century Renewable Energy Policy Network, var dens globale installerede kapacitet i 2012 255 GW. Det meste af denne varmekapacitet er placeret i Kina.I strukturen af sådanne kapaciteter spilles hovedrollen af stationer rettet direkte mod opvarmning af vand og luft.